Børn i køkkenhaven

Børn i køkkenhaven - Kornelia og Orson høster hestebønner

Børn i køkkenhaven er lykken – også for børnene

Børn i køkkenhaven er noget af det bedste jeg ved. Det at være fælles om noget så fedt som at så nogle små frø, se dem spire og senere på sommeren at kunne hive hjemmedyrkede grøntsager op af jorden og tilberede dem hjemme i køkkenet. Men der er faktisk endnu flere gode grunde til at tage dine børn med i køkkenhaven. Det har en dansk forsker opdaget.

Jeg lavede i 2016 en artikel til Magasinet Vores Børn, hvor jeg talte med professor Karen Wistoft fra Aarhus Universitet, der blandt andet forsker i Aarstidernes skolehave-projekt Haver til Maver.

I sin forskning har hun opdaget, at børn udvikler sig positivt, når de dyrker et lille frø, får det til at spire og blive til noget de kan være med til at lave mad af – og som de selv kan spise bagefter. Hun har nemlig undersøgt, hvordan det påvirker børn i alderen 3-14 år at dyrke grøntsager i egne haver og lave mad af det, de selv har været med til at dyrke.

Læs også: Hokkaidosuppe som børn lapper i sig.

Børn i køkkenhaven bliver mindre kræsne og mere bevidste om hvad de spiser

Og det er virkelig rørende og overraskende, hvad der kan komme ud af at have børn med i køkkenhaven, synes jeg.

– Man kan sige, at når børn er med til at dyrke noget og lave mad af det, så begynder de også at interessere sig for madlavning, samtidig med at de får mere mod på nye smagsoplevelser. Og noget af det vigtigste i mine øjne er, at de bliver mere bevidste om, hvad de spiser, hvad de kan lide og hvad de ikke kan lide. Så i stedet for at et barn spiser en bestemt slags mad, bare fordi de andre gør det, om det er god eller dårlig mad – så bliver børn, der laver mad af noget de selv har dyrket, bedre til at bedømme madens kvalitet. De bliver også mere bevidste om, hvad de egentlig godt kan lide, de tager ejerskab til smagen og kan give udtryk for det og handle derefter, fortæller Karen Wistoft.

Læs også: Dyrkning af ærter – sådan gør du.

Se hende fortælle om hvad det gør ved børn at være med til at dyrke køkkenhave i videoen herunder på 3:30 minutter.