Dyrkning af løg

Dyrkning af loeg - skalotte loeg

Dyrkning af løg

Dyrkning af løg er ligesom dyrkning af kartofler taknemmeligt at kaste sig over for en nybegynder. Man skal virkelig være en fjumregøj for at spolere sin løghøst. Ikke desto mindre var det tæt på uoverkommeligt, da vi i foråret 2014 kiggede på de tre poser fyldt til randen med små rødløg, hvide løg og skalotteløg, der alle skulle lægges i jorden. Og da vi som småbørnsforældre ikke har oceaner af tid, så nøjedes vi med at lægge skalotteløg og rødløg. Dem havde vi til gengæld stor succes med.

  • Planteafstand: 5-10 cm. Jo mere plads mellem løg, jo større bliver de.
  • Rækkeafstand: 25 cm.
  • Plantetispunkt: Fra midt april, jeg har dog har succes med at plante dem tidligere. Dækker dog med fiberdug, i tilfælde af nattefrost.
  • Dybde: Så den tørre top stikker op af jorden

Dyrkning af løg starter med at sætte løg

Med en snor markerede vi hvor rækken skulle være og plantede herefter løgene, så et par centimeter af toppen stak op. Vi dækkede dem altså ikke helt. Vi satte dem med 10 cm mellemrum. Husk at dække de plantede løg med fiberdug, hvis fuglene ikke skal muntre sig med dem.

Efter dyrkning af løg kommer høst af løg

Høst gerne løg i en tør periode, når bladene lægger sig ned. De første skalotteløg tog vi op da den grønne hals var knækket og blevet slap. De blev hængt til tørre og skue i garagen. De sidste skalotteløg tog vi op i starten af juli, da toppen var knækket sammen og næsten var visnet ind. Vi var bange for at det var for sent, men det er blevet nogle rigtig fine små nogle.

Opbevaring af løg

Man skal pille løgenes yderste lag af og herefter skal de tørre for det bedste resultat, hvis man vil opbevare dem. Det vidste vi ikke første år, så på billedet her, er det den rustikke version – med jord og de yderste lag.

Løg og gulerødder elsker hinanden

Det er i øvrigt en god ide at plante dine løg skiftevis i rækker ved siden af gulerødder, for så bliver gulerødderne glade og fri for den ondskabsfulde gulerodsflue, som ødelægger din høst.

Kan man sætte løg i juli?

Det vil tiden vise. For efter vi havde høstet de første rækker af kartofler, såede vi flere gulerødder og en række hvide løg i slutningen af juni. På Havenyt kan man læse at løget udvikler sig indtil Sankt Hans. Men på trods af det, så kan man faktisk godt. Men vores erfaring er at de ikke bliver lige så store. Det gjorde vores i hvert fald ikke. Det kunne vi konstatere i oktober, da vi besluttede at hive dem op af jorden og tage dem hjem til tørring.

0 kommentarer

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.