Ukrudt – sådan undgår du det

Ukrudt - blomstrende ukrudt

Ukrudt – sådan undgår du det

Ukrudt er både en kilde til fornøjelse og forbandelse. Det er i foråret, man skal sætte ind, hvis man vil sikre sine afgrøder en god vækst. Den erfaring er vi blevet rigere.

Hvis du spørger mig, så er det aller værste ved ukrudt, at det er så forbandet smukt. Det har resulteret i, at vi – som mange af de andre køkkenhaveindehavere på Grantoftegaard  har bevaret små smukke øer med morgenfruer, vild kamille og hjulkrone. Og jeg må indrømme, at den slags ukrudt i køkkenhaven, er noget af det, der er med til, at gøre mig helt ør af lykke.

Men sådan havde jeg det bestemt ikke i maj!

Læs om hvilke redskaber der er smarte at bruge i køkkenhave >>

– Pas på, at dit ukrudt ikke tager magten

Sådan sagde en af de mere erfarne til mig i maj, da han kunne se, at jeg så meget træt ud, og at vores små løg og gulerødder var ved at bukke under for ukrudt. Han anbefalede derfor, at man luger to gange om ugen i forsæsonen. Men når det er tre mødre med til sammen tre småbørn, der skal finde tiden til det, så kræver det altså alternative metoder. Dem kan du læse om her. Og så kan jeg da lige tilføje at min datter har haft en fest med at hive ukrudt op. Især når det har vokset sig så stort og stærkt, at man skal bruge begge hænder og alle sine 13 kilo for at få det op af jorden!

Den erfarne mand i køkkenhaven kunne i øvrigt anbefale et lille hånd lugeredskab – altså til brug mens både den ønskede og den mindre ønskede vækst stadig er lille. Jeg skyndte mig at anskaffe et, og må give ham ret. Det fungerer rigtig godt.

Læs mere om ukrudt under billederne.

Ukrudt - valmue

Undgå ukrudt

Det blir nok svært helt at undgå ukrudt – især i en økologisk køkkenhave som vores. Men vi har haft gode erfaringer med at lægge hø omkring vores salat. Det holder både på fugten, og gør det svært for ukrudt at trives. Vi har også set at andre dækker med sort plast og skærer små huller i, som planterne kan vokse opad. Næste år skal vi helt sikkert eksperimentere med plast og mere hø. Nok helst hø, da jeg har det lidt stramt ved tanken om at have sort plastic i min køkkenhave. På den anden side vil det jo være mægtig rart at slippe for at luge mere ukrudt end højst nødvendigt, så tiden kan bruges på at så og plante.

Ukrudt trives i regn og varme

Vi har erfaret at ukrudt trives rigtig godt i forsæsonen, i hvert fald sådan en som i år (2014) med masser af regn og varme. Og det er jo også på det tidspunkt, at det såede og plantede er mest sårbart og har brug for den næring, som ukrudtet tager. Hen over sommeren har der ikke været så meget ukrudt. Men i sensommeren eksploderede det igen, da der kom masser af regn og lune dage.

Læs hvordan vi har vandet i vores køkkenhave her >>

Det største arbejde ligger i foråret

Så det er altså rigtigt, hvad nogle af de garvede køkkenhaveejere sagde til os: Der er rigtig meget arbejde i køkkenhaven i foråret, hvor der både skal sås, plantes og luges. Så ved vi det!

 

0 kommentarer

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.