Vanding i køkkenhaven

Vanding i køkkenhaven

Vanding i køkkenhaven

Når det gælder vanding i køkkenhaven så er der delte meninger om hvor meget. Vi har ikke vandet en eneste gang, selvom sommeren 2014 har været historisk varm. Og det skulle vi måske nok have gjort. Eller?

I juli 2014 hvor det ellers har været tørt, så vores planter fine ud, der var ikke nogle, der hang med næbbet, selvom de ikke blev vandet. Lidt senere på sommeren så kålen dog lidt slatten ud, men så kom der regn dagen efter. Hvis ikke havde vi nok givet planterne noget vand.

Efter et par sæsoner uden at vande, tror jeg dog, at vi vil eksperimentere med det fremover, da vores afgrøder begge år ikke har været så store og flere af dem er gået i stok. Jeg har blandt andet hørt fra Solsikken og læst i Camilla Plums køkkenhavebog, at grøntsagerne har tendens til at gå i stok, hvis der ikke er nok vand.

Som i: Når jeg nu ikke får noget vand og måske dør, så må jeg hellere sikre arten. Så nu bruger jeg lige min sidste kræfter på at sætte en ordentlig omgang frø. Så det kan måske være forklaringen på hvorfor vores salat gik i store flotte stokke.

Vand kun i rillen

Vi vander kun, når vi har sået og kun i rillen. Vi vander altså ikke ovenpå den jord, man dækker rillen og frøene med. Vi har fået at vide, af en af de mere erfarne i køkkenhaven, at man risikerer, at jorden danner så hård en skorpe, at spirene ikke kan trænge igennem.

Her på Havenyt kan man læse, at frøene først drysses i rillen, når vandet er trængt godt ned i jorden.

Hø hø!

Vi er blevet anbefalet at dække jorden med hø omkring vores salat samt vores græskar, squash og hokkaido, og vi kan se, at det både holder ukrudtet fra døren og holder på fugten. Men har du en græsplæne, så laver du faktisk guld, når du slår den. For græsafklip kan du bruge som hø. Det holder på fugten, holder ukrudt for døren og afgiver næring.

0 kommentarer

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.