Dyrkning af citronmelisse

Citronmelisse

Dyrkning af citronmelisse

Dyrkning af citronmelisse er en smal sag, kan jeg konstatere.

Jeg opdagede nemlig den dejligste lille citronmelisseplante, da jeg ryddede et bed for skvalderkål. Jeg lugede omkring den og ret hurtigt udviklede den sig til en ordentlig basse.

Du kan dog selv så og forspire citronmelisse og plante den ud i maj. I Årstidernes Køkkenhave kan man læse at citronmelissen er en staude, der kan tåle at stå ude vinteren over. Den vil meget gerne brede sig ved at så sig selv ved frø og ved udløbere, så derfor er det en god ide at luge omkring den, hvis du ikke vil have citronmelisse i hele haven.

Høst af citronmelisse

Og når det gælder det helt rette høsttidspunkt, så kan du her hos Haveselskabet læse, at krydderurter skal høstes lige før de blomstrer. Sørg for at høste dem på et tidspunkt hvor regnen har vasket dem rene, så du ikke behøver skylle dem. Så bevarer du nemlig bedst de æteriske olier. Du kan høste en tredjedel af planten og vil du tørre dem, så skal de hænge et mørkt og luftigt sted.

Sidst men ikke mindst, så er bierne vilde med citronmelissens blomster. Så vil du gøre noget godt for bierne i dit område, så er denne plante lige noget for dem.