Dyrkning af kartofler

Køkkenhave i højbede - kartofler

Dyrkning af kartofler

Dyrkning af kartofler er helt klart noget af det mest taknemmelige, man kan kaste sig over i sin køkkenhave. Man graver dem ned i jorden og et par måneder efter – vupti – så har man nye kartofler. Men der er selvfølgelig nogle ting, der er smartere at gøre end andre, når man dyrker kartofler.

  • Rækkeafstand: 40-70
  • Planteafstand: 25-30 cm
  • Læggedybde: 10-15 cm
  • Læggetidspunkt: Fra april, hvis du dækker med fiberdug –  efter 1. juni bliver høsten lille.
  • Forspiring: Februar – marts
  • Dyrkning af kartofler kræver snorlige rækker

Lægge kartofler

Når man skal lægge kartofler (og generelt alt hvad man vil så og plante), så er det ret smart at markere den ønskede række med en snor og da lægge sine kartofler så de følger snoren. På den måde kommer planterne til at stå på række. Smart. Vi har nemlig erfaret, at det bliver rimelig omstændigt at hyppe dem, når planterne står i zig-zag. Det betød for os, at vi måtte bruge en god formiddag på at forsøge at rette de små planter ind på geled. Men man kan også ligge en rive i en lige linie og gå en tur på skaftet. Når man løfter riven, har den efterladt en rille i jorden, som man kan bruge som “rettesnor”.

Vil du have mere ud af din køkkenhave? Så tilmeld dig mit nyhedsbrev og få tips og trick direkte i din indbakke >>>

(Læs videre under billedet)

Dyrkning af kartofler - Kornelia hoster kartofler

Min datter Kornelia (2011) har været med i køkkenhaven fra hun var 2 år. Der var stor jubel over hver enkelt kartoffel.

Har du sagt dyrkning af kartofler, må du også sige hyp kartofler!

Ved dyrkning af kartofler kommer man ikke udenom at skulle hyppe dem. Det gør man ved at skubbe jord op om kartoffelplanten – uden at dække den dog! Når man hypper, så holder man ukrudtet væk og så har det også den vigtige funktion at holde de små kartofler dækket med jord, så de ikke får lys og dermed blive grønne og giftige.

Hvornår kan man høste kartofler?

Vi fik at vide, at man kan høste kartoflerne når planten blomstrer. Det viste sig at vores tidlige sort Solist slet ikke blomstrede første år, så vi prøvede os frem ved forsigtigt at grave ned under planten og se på sagerne. Til gengæld begyndte planterne at blive gule og lægge sig ned senere på sommeren. Det er som regel skimmel og så handler det om at få skåret toppene af, så skimmelen ikke breder sig til kartoflerne i jorden.

Læs også: Sådan dyrker du køkkenhave i krukker i vindueskarmen eller på terrassen.

Hjemmedyrkede kartofler kan blive i jorden til frosten kommer

Kartoflerne kan ligge i jorden helt til frosten kommer, har min erfarne svigermor fortalt. Hun har dyrket køkkenhave både hjemme på sine forældres gård og i kolonihaven igennem en menneskealder. Hun anbefaler, at man klipper toppen af planten, når den begynder at lægge sig ned og visne. Og kartoflerne kan man så altså bare grave op til et par dage af gangen.

Og det gjorde vi så. Men efterhånden som efteråret gik og ukrudtet fik lov at boltre sig, så blev det pludselig svært at finde de afkortede kartoffelplanter. Så fremover vil vi sætte en kraftig pind i, for at markere en afkortet kartoffelplante.

Opbevaring af kartofler

Når frosten kommer, gælder det om at få kartoflerne op af jorden, og så skal de opbevares tørt og køligt – og vigtigst af alt, de må ikke få lys, for så bliver de grønne og giftige. Bliver de grønne kan du tørre tårerne, for så kan du bruge dem som læggekartofler næste år.

Læs også: Sådan dyrker du græskar, squash og hokkaido.

0 kommentarer

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.