Ny køkkenhave – 1 princip og 3 ting jeg skal blive god til

Ny køkkenhave

I juni 2019 skete der noget fuldstændig fantastisk i mit haveliv:

Jeg flyttede med min familie fra en lille lejlighed på anden sal  nord for København og ind i et romantisk byhus med bindingsværk fra 1790 i Svaneke på Bornholm.

Jeg har simpelthen fået egen have og dermed ny køkkenhave.

Eller rettere: Jeg skal nu til at etablere en ny køkkenhave, for lige nu består haven af græs omkranset af bede med blandt andre nogle store dejlige rosenbuske og ikke mindst – to store figentræer.

Vores have er ikke så stor, så fra at have haft 60 kvadratmeter køkkenhave i en nyttehave forening, skal jeg nu blive mega skrap til at dyrke intensivt i 4 højbede.

Jeg har masser af køkkenhave-drømme og visioner for min nye køkkenhave og har 1 grundprincip, jeg vil indføre og så er der – med de nye rammer – 3 ting, jeg skal blive mega skrap til.

Mit princip: Hvad der gror i haven, skal blive i haven

Jeg vil forsøge at dyrke min have under mottoet: Hvad der gror i min have, skal blive i min have. Eller som minimum på vores matrikel.

Vi har for eksempel fældet en 2 meter høj stub af et pæretræ. Den er blevet savet over i to dele, og hver af de to dele skal graves ned og dækkes med jord i to af mine højbede.

Det er en kær veninde, der har inspireret mig, og det er en smart måde at dyrke på, fordi:

Når det regner, så suger træstammen vand som en svamp, og når det er varmt, så afgiver træstammen sin fugt. Med tiden vil den selvfølgelig formulde og blive til lækker ny jord fuld af liv og gode mikroorganismer.

Da vi beskar vores figentræer, blev der også en masse blade og grene til overs. Bladene er blevet lagt rundt omkring i bedene, og de større grene bliver til optændingskvas til vores brændeovn.

1. Min egen kompost med kanin-høm-høm

Det første jeg skal blive god til i min ny køkkenhave, ligger i forlængelse af mit princip. For i min gamle nyttehave var vi så heldige, at der var en stor kompostplads, hvor man kunne aflevere sit haveaffald, og et halvt år efter kunne man hente den lækreste kompost. Men nu hvor jeg har fået egen have, skal jeg jo lave min egen kompost.

Vi har indtil videre lavet en bunke, som til en start primært består af kanin-høm-høm. Min datter har nemlig – til min køkkenhaves store glæde – fået to kaniner, der laver masser af lort. Hurra!

Og de lorte skal naturligvis komposteres og bruges til bedene i foråret. Jeg skal blive klog på hvad jeg kan kompostere og hvordan – uden at tiltrække rotter. Jeg vil nemlig ikke have en plastic-kompostbeholder, som ellers kunne være en løsning på det problem. For – det er sådan set et andet princip – jeg vil gerne forsøge at undgå plastic i min køkkenhave.

Læs også: Gødning til køkkenhaven – sådan bruger du organisk gødning.

2. Stor høst på få kvadratmeter i ny køkkenhave

Det andet jeg skal blive rigtig god til, er at dyrke flere afgrøder i mine højbede, så jeg kan høste så meget som muligt på få kvadratmeter. Så når jeg for eksempel har høstet kartofler, så skal jeg enten lægge nogle nye, eller jeg skal have forspiret en efterafgrøde, som er klar til at blive plantet ud.

Heldigvis for mig findes Peter Norris, der har dyrket økologisk køkkenhave i 25 år. Han er nu officielt blevet en af mine nye køkkenhave-helte sammen med det øvrige hold, der består af: Karna Maj, Camilla Plum og Søren Ejlersen fra Aarstiderne.

Peter Norris har nemlig skrevet en helt fantastisk guide til, hvordan man på 20 kvadratmeter (inklusiv gang-areal!!!) kan blive selvforsynende med grøntsager fra maj til december. Den guide skal jeg gemmen-nærstudere og forsøge at tilpasse mine endnu mindre forhold – og det kommer bloggen til at have fokus på den kommende tid.

Læs også: 7 ting min køkkenhave ønsker sig til jul

3. Høst af figner

For det tredje skal jeg knække koden til hvordan, man får succes med sit figentræ. Jeg har som nævnt to af slagsen, som i sommeren bugnede af figner. Ikke desto mindre kunne høsten være i et syltetøjsglas. Mange af dem modnede aldrig, og dem der modnede kom fuglene og spiste.

Vores figentræer har stået et par år uden at blive beskåret, og jeg tror det er grunden (i kombination med lækkersultne fugle) til at høsten blev så ringe.

Læs også: Figentræ – sådan får du succes med at dyrke dine egne figner

Mit princip og de 3 ting jeg skal blive god til i min ny køkkenhave, bliver fokus på min blog i den kommende tid.

Relateret indhold